sødestoffer

Bør du droppe aspartam? Formentlig ikke

WHO har netop klassificeret sødestoffet aspartam, der blandt andet bruges i forskellige sodavand, som ‘muligvis kræftfremkaldende’. Medierne har blæst sagen op, men der er god grund til at tage det med ro. Læs med her, hvorfor du roligt kan blive ved med at drikke din sodavand

Hvad har WHO egentlig sagt om aspartam

Du har formentlig allerede hørt mediernes artikler, der siger ting som “WHO: Sødemiddel kan være kræftfremkaldende“, “Ny advarsel om dette sødemiddel: Risiko for kræft” eller “Aspartam kommer på WHO’s kræftliste“.

Det lyder meget skræmmende, men lad os se nærmere på, hvad det egentlig er, WHO selv skriver, og hvad det er for en klassificering, de har givet aspartam.

International Agency for Research on Cancer, der er en del af WHO, opererer med flere forskellige klassificeringer, alt efter hvor sikker man er på, at et bestemt stof er kræftfremkaldende.

Gruppe 1 er stoffer, man er sikker på er kræftfremkaldende. Det er for eksempel udendørs luftforurening, alkohol, sod, kulstøv, tobak mm.

Gruppe 2A er stoffer, som formentlig er kræftfremkaldende, men hvor der er begrænset forskning, der påviser, at et bestemt stof kan fremkalde kræft i mennesker. Det er for eksempel bitumen, der findes i asfalt, varme drikke over 65 grader, natarbejde mm.

Gruppe 2B er stoffer, som måske er kræftfremkaldende i mennesker, men hvor den videnskabelige evidens er meget dårlig eller helt mangler. Det er her, WHO har klassificeret aspartam, og her finder man mange andre stoffer som aloe vera, tøjrens. talkum mm.

WHO har altså ikke sagt, at aspartam er kræftfremkaldende. WHO har heller ikke sagt, at aspartam formentlig er kræftfremkaldende. Men WHO har sagt, at aspartam måske er kræftfremkaldende, men at beviserne for det er meget svage. Så lad os se lidt nærmere på forskningen på området.

Forskning i kræft og aspartam

Der findes efterhånden en masse forsøg, der har undersøgt, om aspartam kan give kræft. Aspartam er faktisk et af de mest undersøgte sødestoffer overhovedet, og alene det sammenlagt med det faktum, at man ikke har kunnet påvise en klar sammenhæng mellem selv store mængder aspartam og kræft siger meget.

I artiklen “Consumption of aspartame and other artificial sweeteners and risk of cancer in the Spanish multicase-control study” redegør en række forskere for, hvordan de har undersøgt 1881 folk med tyktarmskræft, 1510 folk med brystkræft, 972 mænd med prostatakræft, 351 folk med mavekræft og 109 folk med lymfekræft, for at se, om de kan finde en sammenhæng mellem kræft og aspartam. De fandt ingen sammenhæng mellem mellem indtag af aspartam og kræft, men de fandt en sammenhæng mellem aspartam og andre sødestoffer i kræft hos en gruppe mennesker med diabetes. Folk med diabetes er ofte overvægtige, og vi ved, at overvægt øger risikoen for kræft markant.

I artiklen “Artificial sweeteners and cancer risk: Results from the NutriNet-Santé population-based cohort study” undersøgte forskerne forskellige sødestoffer, herunder aspartam, og risikoen for at få kræft. Mere end 100.000 mennesker fra det store franske kohortestudie NutriNet-Santé, blev undersøgt. Studiet viste, at der er en sammenhæng mellem folk, der indtager sødestoffer, og kræft. Samtidig ved man, at mange folk indtager sødestoffer, fordi de prøver at tabe sig, og det forskningen i virkeligheden kan vise er sammenhængen mellem overvægt og kræft.

EFSA, den europæiske fødevaresikkerhedsautoritet, har på grundlag af den forskning, der er blevet lavet med aspartam, også konkluderet, at aspartam er sikkert at indtage. Den seneste vurdering fra EFSA er fra 2013, men i lyset af WHOs udmelding har EFSA skrevet, at de er i gang med en ny gennemgang af forskningen i aspartam for at se, om der skulle være grund til at ændre på aspartams kategorisering som sikkert at indtage.

Overvægt og kræft

Man er altid nødt til at overveje risiko i en større sammenhæng, og det gælder også aspartam og andre sødestoffer. Hvis man drikker meget sodavand eller bruger sødemidler i kaffen og vælger at erstatte sødemidler med sukker, fordi man er bange for at få kræft, så er det formentlig et dårligt valg. Sukker bliver brugt af kroppen, enten til at producere energi, eller også omdannet til fedt og opbevaret til energi i fremtiden.

Hvis man derfor erstatter sødemidler med sukker og begynder at tage på og øge sin vægt, så øger man både sin risiko for kræft og for andre sygdomme som diabetes, forhøjet blodtryk, hjertekarsygdomme, slidgigt mm.

Hvis du er bekymret for, at aspartam kan give kræft, bør du altså grundigt overveje, hvad det er, du erstatter aspartam med. Hvis du helt vil undgå søde sager som slik og sodavand, så er det helt ufarligt – og måske endda gavnligt – at undlade at indtage aspartam. Men hvis du i stedet – bevidst eller ubevidst- skruer op for indtaget af sukker, så er det formentlig et dårligt valg.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top